Forsikringer
Skolen har ingen form for forsikringer, så vi kan erstatte noget, der bliver væk eller beskadiges. En undtagelse er dog briller. Kommunen har en særlig brilleforsikring, og hvis briller ødelægges på grund af skoleaktiviteter, kan man søge om at få dem erstattet. Desuden har staten en erstatningsordning, der omfatter 8.-10 klasser, der deltager i:
- Erhvervspraktik
- Studiebesøg
- Praktik i forbindelse med faget arbejdskendskab
- Arbejdspraktik (længerevarende)
- Erhvervsmæssige introduktionskurser
Erstatningsordningen omfatter ikke praktikanters vej til og fra virksomheden og heller ikke tøj og øvrige ejendele. Skader, eleven forvolder på den arbejdsplads, de er på, vil blive erstattet.
På www.forsikringsoplysningen.dk/oplysningsmaterialer.aspx finder du Forsikringsoplysningens pjece "Det er din skyld". Pjecen giver en oversigt over de situationer, hvor skoleelever enten laver en skade eller selv kommer ud for en skade.
Her er et lille udsnit fra pjecen:
Forsikringer - skolen og eleven.
Både elevens forældre og læreren bør tegne en indbo-/ansvarsforsiking og en ulykkesforsikring. De to vigtigste forsikringer. Hvis en elev kommer ud for en ulykke i forbindelse med skolegangen, der medfører invaliditet, og der ingen erstatningsansvarlig er, bliver der ikke udbetalt erstatning, med mindre forældrene har sikret deres barn med en børneulykkesforsikring.
En børneulykkesforsikring kan være del af familieulykkesforsikringen, som dækker alle familiens medlemmer.
Uheld på skolens område
Sker der skader på eller tyveri af elevens eller læreres ting på skolen, er det den enkeltes egen indboforsikring, der skal dække tabet. Hvis der stjæles tøj fra garderoben, dækker indboforsikringen. Indboforsikringen dækker også tyveri af cykler fra skolens område. Betingelsen er, at cyklen er aflåst med godkendt lås, og at der kan fremlægges stelnummer og låsebevis ved politianmeldelse.
Indboforsikringer dækker ikke simpelt tyveri af penge og smykker og heller ikke forlagte genstande. Simpelt tyveri foreligger, når bygningen eller lokalet ikke er aflåst.
Hvis tænderne knækker
Ulykkesforsikringer kan helt eller delvis dække udgifterne til tandbehandling, når tandskaden er sket ved et ulykkestilfælde. Børn under 18 år er sikret adgang til vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje i den kommunale tandpleje.
Kørsel med elever
Jævnligt sker det, at lærere og forældre stiller biler til rådighed i forbindelse med ekskursioner, lejrskoler eller lignende.
I færdselsloven står der: "Den, der er ansvarlig for et motordrevent køretøj, skal erstatte skader, som køretøjet forvolder ved færdselsuheld,--".
Det betyder, at ejeren eller brugeren af bilen altid er erstatningspligtig for et uheld, og at passagerer - herunder elever, der kommet til skade - altid vil få erstatning fra bilens lovpligtige anvarsforsikring. Det gælder både private biler, taxier og busser.